August Strindberg var maler – og ikke blot en forfatter, som indimellem tog en pensel frem. Omkring 120 malerier er kendt i dag, frem for alt landskaber med hav, klipper, tunge himle og mærkelige horisonter. Han manglede formel kunstnerisk uddannelse, arbejdede ofte med paletkniv og brugte maleriet intensivt i tre perioder: i 1870'erne, i begyndelsen af 1890'erne og omkring begyndelsen af 1900-tallet. Det store gennembrud som billedkunstner kom først længe efter hans død i 1912. I dag er det let at forstå interessen. Malerierne føles mindre som udsigter over et bestemt sted og mere som vejr inde i et menneske.
Strindberg hinsides litteraturen
Det er næsten umuligt at skrive om August Strindberg uden først at flytte forfatteren til side. Röda rummet, dramatikken og den offentlige person fylder meget. Men Strindberg malede tilbagevendende gennem livet, især når skrivningen gik trægt, eller når han befandt sig i perioder med stærk omprøvning.
Strindbergsmuseet inddeler maleriet i tre hovedperioder. Forsøgene i 1870'erne er tidlige og søgende. Omkring 1892 finder han en mere egenartet stil, og 1893–94 plejer at blive beskrevet som et højdepunkt. I begyndelsen af 1900-tallet vender han tilbage til maleriet med delvist mere dekorative træk.
Havet som et indre landskab
Stockholms skærgård blev en vigtig inspirationskilde, men den, som bruger hans malerier som geografiske dokumenter, vil blive skuffet. Strindberg var ikke særligt interesseret i at gengive en kystlinje korrekt. Han ville have stemningen: tyngden i en skybanke, et blegt lys over vandet, en klippe som næsten ser truende ud.
Nationalmuseum beskriver, hvordan Strindberg selv så sig som symbolistisk maler, og hvordan scenerierne kunne spejle følelsestilstande. Det mærkes tydeligt i Staden fra 1903. En by ligger langt borte på den anden side af et mørkt vand. Vejen dertil føles større end selve stedet.
Paletkniv, fingre og malerier uden høflighed
Strindberg arbejdede ofte med paletkniv. Farven kan ligge tykt, skrabes bort eller trækkes hen over overfladen, så himmel og vand bliver materie snarere end illusion. Han brugte også fingre og undertiden pensel, trods myten om, at penslen skulle have været overflødig for ham.
Meget af den polerede finish, som samtiden forventede, mangler. Netop derfor kan billederne føles overraskende nære senere ekspressionistisk maleri. Det betyder ikke, at Strindberg “var ekspressionist” i enkel forstand, men hans frie teknik gjorde, at eftertiden kunne læse ham på en ny måde.
Materialerne var undertiden lige så ukonventionelle som teknikken. Han malede ikke altid på klassisk opspændt lærred, men kunne bruge pap, plader og andre hårde underlag. Det giver værkerne forskellige formater og en fysisk umiddelbarhed.
Fire motivverdener at lede efter
Stormen
Skummende hav, mørke skyer og horisonter, som næsten knækkes af vejret. Her er naturen ikke romantisk dekoration, men kraft.
I Uvejr i Skærgården fra 1892 bliver havet næsten abstrakt i blågrå toner. Fyret fra 1901 er mere tilbageholdt, men har den samme følelse af en ensom markør ude i vejret.
Det stille vand
Ikke alle malerier er dramatiske. Kystlandskab II fra 1903 viser et roligere vand, men ødsligheden er der stadig. Stilheden bliver næsten mere urovækkende end stormen.
Den ensomme klippe
Klipper og skær vender tilbage som faste legemer mod vand og himmel. De giver kompositionerne en enkel tyngde og fungerer ofte som billedets psykologiske centrum.
Den fjerne by
I Staden bliver civilisationen noget, man ser, men ikke rigtigt når. Det er Strindberg i koncentrat: en konkret udsigt, som samtidig er en mental situation.
Underlandet og tilfældighedens rolle
I maleriet Underlandet fra 1894 er farveskalaen varmere og overfladen næsten mineralsk. Strindberg skrev selv om, hvordan tilfældigheden kunne påvirke skabelsen: en form opstod i farven og førte arbejdet videre. Idéen ligger tæt på hans senere eksperimenter inden for fotografi og naturvidenskab, hvor han gerne afprøvede, hvad der kunne ske, når kontrollen ikke var total.
Der er noget befriende i det. Maleriet blev et sted, hvor han ikke behøvede at formulere argumenter med ord. Materialet fik lov at svare igen.
Hvorfor anerkendelsen kom sent
Under Strindbergs liv var maleriet omdiskuteret og stod i litteraturens skygge. Den egentlige interesse tog først fart efter anden verdenskrig og særligt i 1960'erne. Da så man kvaliteter, som hans samtid havde haft svært ved: den rå overflade, de forenklede motiver og den psykologiske ladning.
Den sene anerkendelse gør også, at malerierne kan føles mærkeligt frie for en etableret “Strindberg-stil”. Han arbejdede aldrig som en kunstner, der havde brug for at levere samme type billede år efter år.
Sådan fungerer Strindberg på en moderne væg
De mørke havmotiver tager sig godt ud i større formater, end man først tror. En 50×70 eller 70×100 kan fungere som et anker i et lyst rum. Mørkt træ eller sort ramme forstærker dramatikken; eg gør den blødere.
På en billedvæg fungerer Strindberg fint ved siden af maritime fotografier, søkort eller en lysere svensk akvarel. Undgå gerne at gøre alting mørkt. Kontrasten er det, der får hans vejr til at kunne mærkes.
Udforsk Historlys Strindberg-plakater →
Ofte stillede spørgsmål om August Strindberg som maler
Malede August Strindberg virkelig?
Ja. Omkring 120 malerier er kendt. Han malede i flere perioder af livet, med vægt på landskaber og havmotiver.
Hvad kendetegner Strindbergs maleri?
Dramatiske himle, hav, ensomme klipper, forenklede kompositioner og en fysisk teknik, hvor paletkniven ofte spiller en stor rolle.
Havde han kunstnerisk uddannelse?
Nej, ikke en formel uddannelse som maler. Han færdedes dog i kunstnerkredse og fulgte samtidens kunstdebat meget tæt.
Hvornår blev hans malerier anerkendt?
Den bredere kunsthistoriske anerkendelse kom længe efter hans død, med tydeligt øget interesse i 1960'erne.